Kalliope
→
Digtere
→
Hans Henriksen
→
Førstelinjer
Hans Henriksen
(1861–1944)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
A
At vågne i skælvende Lykke
Atter bølger Dig om Sinde
Atter Høstens grå Herolder
Atter åbner sig mit Hjærte
D
Dag kommer og Dag gaar, Ven
Dans, min Prinsesse, i Stjærnernes Stund
De hugged Lyngen for Fode
De står der, stolte og stille
De vandred gennem Lunden i den blege Forårskvæld
Den fine Sne, den hvide Sne
Den ligger så blank, den brede Fjord
Den sidste Søvn, ej Tvivl og Tynge mer
Der blinker den i Morgendrøm
Der blæser en Sydstorm af værste Art
Der burde været Stjærner, hvis Straaler sig blande
Der drager Svaner over Land
Der gror i de gamle Skove en Urt
Der læser vi om Kong Gøsta
Der stiger Sol på Dagens høje Himmel
Der stod to løvfulde Asketrær
Der staar det i det unge Gry
Der står Du, så langt tilbage
Der står et Kors på den åbne Mark
Der står som et Tegn i Himlens Sky
Der står så stort et Forår over Lande
Der staar to Kister alene
Der takker sig stolte Bjærge,
Der vinker et Løvskjul mellem grønne Trær
Det dæmrer i dybeste Himle
Det gamle Hus under Lindene
Det var i Jordens sidste Vaar
Det vilde, vaagnende Foraar
Dette dybe, dunkeltgrønne
Du korte, rige Lykkestund
Du skulde blevet en ædel Mand
Du smalle Ring, Du gyldne Ring
Du Sol, som aabenbarer
Du stirrer mod den stride Flod
Du søde Sang min Sjæl har drømt
Du unge Forårsskov med Anemoner
Du vidtberejste Ridder af la Mancha
E
En broget Fjerpragt flimrer for mit Øje
En Klang, som af smaa Violiner
En Rift i det martrende Mørke
En sortblaa Sø i Solskinsblæst
En svindende Høstdags Synken
Engelbrekt red sig for Vadstena By
Et Kors og et Navn — jeg stirrer en Stund
F
Fjærnt fra Verdens vilde Færd
Flet ingen Liljer i mit Haar
Flyd, køle Bæk, mod Havets Favn
For alle de røde Roser
Forgæves Graad — ej véd jeg, hvad Du vil
Frit gaar Foraarsblæsten
Fædreland, så høj en Himmel
Fædrelandet — i det jævne Ord
H
Han vandred ud i Verden vid
Har Drømmen fyldt med Tvivl dit Sind
Her bygged Spurv i hegnets Pil
Her står jeg højt over Havet, der blinker så fjærnt og blåt
Hint Skib, der glider bort for Morgnens Bris
Hist paa Fabriken tit det var min Fryd
Hjorden græsser og Klokken klinger
Hr. Sten, den unge Sture
Hvad mudrer vel fjærnt under Bankernes Bryn
Hvad var det for Duft, der strøg forbi
Hvert vandrende År, når det klarner i Vår
Hvor Heden blunder, øde, mørk og gold
Hvorpå skal jeg kende den Ungersvend
Høje Bjærge
Høje Bjærge, dybe Dale!
Højt på Bjærget under Laurers
Højt, saa højt over Heden
I
I Dagens Virke jeg kender
I Danmark bygger der Hjem ved Hjem
I fjærne, dejlige Dage
I Livets Vårbrud og i Løvspringstider
I Skovens Bryn det lufter koldt
I Skovens lune Eftermiddagsstilhed
I Skumringens muldgrå Timer
I Spillemænd! Tag Fedelen og gaa
Intet er som Solbrudstider
J
Ja, det er din, den Vårbæk under Lide
Ja, her falder Hjærtet til Hvile
Ja, lad os kaste Tvivlen overbord
Jeg drømte om Frihed en Drøm
Jeg dvæler i Skovens Skygge
Jeg husker den gamle Have
Jeg kom fra de vejløse Vidder
Jeg længes at træde den dulgte Sti
Jeg mindes et gammelt Kvæde
Jeg ser endnu det grønlig blege Skær
Jeg skriver ej mine Sange
Jeg stod ved det åbne Vindu
Jeg sår — i den skinnende Dag jeg sår
Jeg vandred i Vår gennem Skove
Jeg vandrer ensom lig en Sky
Jeg vandrer stille langs med Skovens Hegn
Jeg vilde være som Falken
Jeg ønsker ikke et Storpalads
K
Kan du huske Ali Baba
Kløverblomstret, kornfaldsrundet
Knuged Løvfaldskaar vort Hjærte?
Koldt står på Nattens Bund det hvide Ny
Kong Magnus krysted sin Brejde god
Kun rolig Gang, besindigt Kast
L
Lad det fly med de farende Vinde
Land, mit Land, nu vokser Vejret
Langt borte bag Søer og Sunde
Lyse Nætter, lyse Nætter
M
Mellem Hasselhæk og Rugmark
Min Lyst i Ny og Næde
Morgensol over Fjordens Spejl
N
Nej, nej, mit Land, Du skal ej dø
Nej, vi vil ikke længer dådløst kære
Nu bryder de blanke Stjærner
Nu er Stilhed i Hjemmet, der lød af dit Trin
Nu har jeg det baaret i otte Aar
Nu kommer de blaa Husarer
Nu spiler Mulmet sin Vinge
Nu vokser Rug, nu spættes Hegn
Nu våres det vidt over Lande påny
Naar stum Du sidder ved dit Arbejdsbord
O
O, blev jeg en af dem, der sammenbinder
O, brusende Sø, o, brølende Storm
O, dette Væld af hvide Anemoner
O elsk imens Du elske kan!
O Svale, skynd Dig, flyv mod Syd
O, Verden er for haard for Dig, med Møje og Besvær
O, vogt for Fare vel din Fod
Og dersom Svig og Hadskheds fule Flamme
Og gaarr Du i modløs Tøven
Og mærker Du Dagene skride
Og Aanden sagde: Løft dit Blik! Mit Øje
Om Du, om bare du bestandig vandred
Om Stormen slider sønder Sejl og Tov
Over bratte, brune Banker
P
På ny mit Hjærte blomstrer ved
S
Sagte vågner Blomst og Strå
Se, det blåner påny over Dagenes Løb
Se op! Der staar det drømmeskært
Skin over Verden, du Stjærne hvid
Slyng Stjærner i Krans om hans Pande
Sne, så langt jeg kan øjne
Sol og Sommertide —
Solen sank bag skifersorte Tage
Solen, Solen, født er Dagen
Sommernatten kommer uden Stjærner
Sorte Svaner, sorte Svaner
Spar, Rydningsmand, det gamle Træ
Spænd kun din unge Ævne
Stormbyger strøg på Vinger blå og brede
Syng, syng i Dalene
Sænk dig kun, Sol, i Bølgers brede Favn
Saa gyldent Stjærnerne blinked
Saa høj en Sol, saa ren en Luft
Så I ham stå der, bred i Folkets Stimme
Så langt af Led, bag dybe Tiders Strøm
Så lavt går Solen sin Bane
Så løves det atter i Lunde
Så sorgløs ligger min Hjemstavns Jord
Saa tykt et Mulm over Vange
Så vide drog jeg over Hav og Land
Saa vidt over Verden gik Morgenens Vind
U
Under Søndagsklokkens Klang
V
Vel stedes Du blandt de døde
Vi fik i Eje et Land så skønt
Vi gik os om den Abildgaard
Vi kender den Tale, så tit som den lød
Vinterhimmel og vilde Skyer så langt mit Øje kan se
Vort Folk, som det færdes i Arbejdskaar
Vort Mål, vort Mødrene-Eje
Vær trøstig, du fattige Hedebo