Atter åbner sig mit Hjærte,
Bøgen blomstrer under Sky;
stille Støvet går for Vinden,
glider Syren ømt om Kinden,
Sommerfugle på dets Strømme
gynges i det klare Gry.
Højt på Himlens skønne Hvælving
står det store Måneny.
Bøgen blomstrer om mit Hoved,
i mit Sind sin Duft den sår;
gyldentklare Knopskæl drysser
over Oldtids sorte Dysser,
daler blidt i Droslens Rede
og som Kærtegn i mit Hår.
Sus og Sang og sagte Toner
vugges frem på Brisens Bølger
i den høje, hvide Vår.
O, min Sjæl, hvad vil Du mere?
Her er Livets Moderskød.
Dette dybe, morgenmilde,
alle unge Kræfters Kilde,
alle fagre Drømmes Løvskjul,
Tvivl og Tynges sikre Død.
Hør, hvor Gøgen kalder — kalder,
Liv af nyt Dig atter skænkes,
Styrke i dit Bæger flød.
— Bøgen blomstrer langt om Lande
under lyslet Silkeslør,
svulmer frem i fulde Vover,
Solskinsbyger går derover,
brede Kuppelhvælv sig løfter
frem af hvide Tåges væv.
Og mens Dug om Blade blinker,
klædes Ås og fyldes Kløfter.
Våren slår sin gyldne Væv.
Bøg vil løves, Bøg vil blomstre,
ny påny hver Verdens Vår,
slynge Maj om Blomstersletter,
gro i Sol og Sommernætter,
sprede Frø i Drømmedale
hvert et gyldent Efterår. —
Bøg Du stærke, Bøg Du blide
Løvtræ i vor Moders Gård.