Vel stedes Du blandt de døde,
og deler Skyggernes Kår,
men dog fra Hjærter, der gløde,
Solbølger imod Dig går —
Vi rækker Dig Hænder i Møde
hen over de hundrede År.
Du kom, som en Morgen rinder
med Magt over Himlens Blå.
Du stormed den Verden, der skinner
højt over Skyernes Grå,
de svimlende solblå Tinder,
som ingen af os skal nå.
Du solomstrålede høje,
der løste Sjælenes Bånd,
hvor stolt dit luende Øje,
hvor blid din gavmilde Hånd!
End hungrige vi os bøje
mod Funkerne fra din Ånd.
Den højbårne Livets Glæde,
Du gød som Vin i vort Sind,
det dybe smeltende Kvæde
Du sang i Hjærterne ind,
står nu om dit Kongesæde
som evige Stjærners Skin.
Og nu det våres om Lande
bag Vintrens hastende Sky,
mens Døgnets væltende Vande
syder mod soltændt Gry;
din høje, herlige Pande
skal lyse for os påny.
Og stedes Du blandt de døde,
hvor ej er Sol eller Vår:
din hellige Ild skal gløde
i Hjærter, som dit forstår —
Vi rækker Dig Hænder i Møde
hen over de hundrede Ar.