Hans Henriksen

Fædrelandssang

Fædreland, så høj en Himmel

blåner atter om din Gård,

Bær og Blommers glade Vrimmel

spraglet Kåben om Dig slår.

Hil Dig, døbt i Sol og Regn

under Himlens Stjærnetegn.

Hvor, for Stormens stærke Tale,

Løvet strøg ad Agerrén,

går nu Somren gennem Dale

med sin blide Blomstergren.

Mærk, hvor over Markens Muld

Luften er af Lærker fuld.

Og så fjærnt, som Synet drager,

Hjærtel favner Fædres Jord:

Dansk, trods alt, er Rugens Ager,

Folkemålets jævne Ord;

Dansk er i sin dybe Bund

Slægtens gamle Odelsgrund.

Sommersangen over Sletten

knytter Håb til Handling fast,

toner trøst om Folkeretten,

tolker Tro, der ej har Hast,

samler i sin gyldne Skål

Fædreland og Modersmål.

Venner, vi vil vogte Flammen,

Livets dyre Kildespring,

alle vi, som høre sammen

i den samme Sødskendring —

fælles som i Dag, i Går,

fælles end om tusind Ar.