Jeg vandrer stille langs med Skovens Hegn
og agter på de tusind Forårstegn.
Fra Haslen svæver lysgult Blomsterstøv
og Småmus pusler i det brune Løv.
Jeg skimter mellem Stammer sortegrå
så mange længselsfulde Knopper små,
og over mig den forårsglade Stær
med spraglet Vinge slår i nøgne Træer.
Solsorten kalder sødt og Solen ler,
som var ej Kulde eller Vinter mer.
— Dybt ånder ud jeg i den gyldne Dag;
nu føler jeg har Vintren tabt sin Sag.
Så lifligt Bud der over Lande går:
Nu kommer han, den unge, stærke Vår.