Du korte, rige Lykkestund
med Sol i Blik og Guld i Mund,
med Håbets høje Dagningskær
og Duft og Drosselsang i alle Dale —,
hvor fløj ej Tanken uforsagt
mod Sky med Luftens sommerglade Svale.
Hvor sang og klang det i mit Sind
som Bølgebrus for Morgenvind,
hvor ranked sig mit unge Mod
omsust af farvestærke Sejrsfaner!
hvor spændstig higed ej min Fod
mod Målet frem ad lange, lyse Baner!
Vel ebbed det og Solen sank
og Panden, der var før så blank,
omsløredes af Skumringstimens Skygger.
Men Dagens korte Solskinsstund,
dens Stråleglans, dens Lykkefund,
har rejst den Grund
hvorpå en Gang min hvide Borg jeg bygger.