Ja, det er din, den Vårbæk under Lide,
der én Gang spejlede din Barndoms Lyst;
og det er din, den Skov i Løvspringssuset,
hvor Ungdomsdrømmen gro’de i dit Bryst;
dit Lyngens Aftenland med Blæstens Klage
om Hjejlens Bo i glemte Graves Græs,
din Søens Skumkrans rundt det øde Næs
med Kongelysets gyldne Blomsterstage.
Og det er dit frem gennem Manddoms Møde,
det Land som Fædres Virke formed ud,
her, hvor Du vånded Dig i Sorgens Timer
og bøjed tungt dit Hoved for din Gud.
Hvor Løvet hvisked Fred omkring din Pande,
og hvor Du rejste Dig med nytændt Mod,
og så den dybe Verden for din Fod
med Banen fri til Horisontens Rande.
Og det er dit helt ind i Dødens Dvale,
når Lyst og Nød er som et svundet Ry,
det Land, hvis Himmel så dit Hoved gråne,
mens Vår og Vinter svandt som Sol og Sky.
Som Vinden svøber om de gamles Grave
skal her en Gang den bølge over din,
mens over Dig går nye Slægters Trin
og nye Sanges Sus om Hjemmets Have.