Der står som et Tegn i Himlens Sky,
et flammende Frelsens Sværd;
det lyned over den gamle By,
alt fra hint fri fødte Morgengry
med Hævnens Skarlagenskær.
Og Rygtet pløjer sit gyldne Spor
frem gennem Seklernes Dis;
det løfter et Navn mod Dagens Sol,
Genrejsningens evige Livssymbol:
den Ridders fra Nørreris.
*
Der spiller Sol i gamle Gårdes Skjul,
på brune Trappegavles møre Stene,
på stenkulstjæret, bugtet Bindingsværk,
og mellem brede Lindes Blomstergrene.
Der pranges tappert på det snævre Torv,
og Hestetrav de stejle Stræder fylder:
men Glansen fra hin fjærne Dådens Stund
står solhøjt over Hverdagsstræbets Mylder.
Træd tyst på denne Jord, der fik sin Dåb,
da Folkets Liv var stedt i svarest Våde,
da Trællebøjlen klingred om dets Fod,
og ingen ævned Runerne at råde.
Det hvisker mellem Tøjhushavens Trær
om Sagas Tidehværv i Trængsels Dage;
og Gudenåen strømmer dyb og tung
med Frasagn om en Stund med Kvad for Klage:
En Vårnat, stjærneløs og tungsindsgrå,
i drømmefyldt Forventning ånded Jorden;
i Gård og Gade søvnigt Klir af Jærn
mens Fugletrækket fløjted over Fjorden.
Formummet fjæled sig en Helteflok,
som trådte Farens Færd ad skilte Veje;
tre Tylvter Mænd, der satte Livet ind
for Folkesindets dyrest Elsk og Eje.
Det sidste Midnatsklemt tog Luften hen,
det runged bort i Mulm og Tåger kolde;
da hørtes Gjald og Gny i Grevens Gård,
da braged det af Stål mod hårde Skjolde.
Forvirret Trommelyd og tunge Tråd,
og Fakkelskær og Kamp i trange Gyder,
afmægtig Harm og høje Sejersråb
mens Broens Planker frit ad Strømmen flyder.
Det fløj som Lynbud langs den lave Lyng,
frem over Skov i Brud og brede Vande,
det klang som tusind Klokkers Kæmpekor:
Tyrannen fældet! Sol står over Lande!
Og Folket ranked Ryg og slog sig fri
for hver en Lænke, som dets Bryst omspændte:
og Danmarks Rige hvælvede påny
sit Skjold for Hjærter, der for Æren brændte.
*
Der står som et Tegn i Himlens Sky,
et flammende Frelsens Sværd.
Det funkler over den gamle By
mens Dage dæmre og Dage fly
for Nætternes Stjærneskær.
Og ses det skal gennem fjærne År
og blinke i Høst og vinke i Vår
og skinne Sjæle i Brand,
så vidt som Havet sin Brænding slår
om Niels Ebbesens Fædreland.