Dette dybe, dunkeltgrønne
mod det silkebløde Blå,
dette Lysvæld over Løvet,
denne Duft af Blomsterstøvet,
denne Luft, som Vin at ånde,
mens de gyldne Timer gå —
og de søde Solsortsange,
som mit Sind har lagt i Trå.
Højt, så højt sig Dagen buer
over mørke Bøges Pragt,
tæt og glansfuldt duver Græsset,
hvor end ingen Segl blev hvæsset,
gyldentgrønt, mens blanke Biller
svirrer om i ilsom Jagt —
Somrens Gud har Herskerkronen
om sin brune Pande lagt.