Fædrelandet — i det jævne Ord
ånder alt, hvad der blev dit på Jord:
Den forborgne Krog af Verden vide
hvor Du først så Sol ad Himlen skride.
Hjemmets Stue, som for alt gav Trøst,
Æbletræet, som Du rystede i Høst.
Engen, hvor Du tumled fuglefri,
Bækken, som Du så dit Ansigt i.
Farfars lave Hus med Dueslaget
og med Pudemos og Løg på Taget.
Stranden, hvor Du sanked Sten og Rav,
Kirkegården med din Moders Grav.
Stenten, hvor Du sad så arm på Råd,
hvor den flød, din første bitre Gråd.
Diget, hvor Du lå med Hånd mod Kind
og så i Guds dybe Himmel ind.
Træet, hvor et Navn i Barken står,
og den Skov, der sused om din Vår,
Hvor de gamle dystede og døde,
hvor det brune Blod gav Marken Grøde.
Hvor Du dysted selv, mens Dagen skred,
hvor din egen Livsens Strid Du stred. —
Danmark vide under Himlens Blå,
Skove, Sletter, som Du aldrig så.
Alt, hvad minder Dig om sårt og svært,
alt, hvad Du i Livets Løb fik kært.
Denne Jord, som var din Barndoms Sti,
og som Du en Gang skal hvile i.