Vort Mål, vort Mødrene-Eje,
vort ædleste Arveguld,
som gyldned vor Fortids Veje
og åbned det frodige Leje
for Andens bærende Muld.
Så frisk som Vårdagens Vande,
så stærk som Stormenes Hær,
så synkende dyb, som den Æterens Drøm
der skælver i Nordlysets Skær.
Du har Sødme som Sidskenens Sange
og Flamme som Sommerens Lyn,
og Mæle som Brændingens styrtende Sø
mod Klittens sandede Bryn.
Du har Duft, som den vilde Rose,
der løves ved Vej og Væld,
og Salt som Havgusens Andedrag
når Høstdagen lider mod Hæld.
Det var i vor Sagas Morgen,
den skinnende, gyldenblå,
Du groede frem af Folkets Sjæl,
så ungdomsmodig og sejersæl
for egne Veje at gå.
Du voksed med Tidernes Skiften,
tog Farve af Skov og Sø,
fik Drøm fra den blomstrende Hede
og Vidsyn med hver en Skude,
der spændte Sejl under Ø.
Og Folkets Tårer Dig dugged,
dets Glæde lånte Dig Glans,
og alt, hvad Slægterne elsked og stred,
Du virkede ind i din Krans.
Du svulmed i nyskabt Vælde,
da Livet var stærkt og ungt,
da syngende Kraft var dets Væsen
og intet Virke for tungt.
Du strømmed i rungende Rytme
fra Skjaldens viede Mund,
når Kæmperne sad om de brede Bål
med Flammernes Guld på Hjælmenes Stål
og Værget i Armens Rund.
Du syded som hvideste Vande
om Vikingsnækkernes Stavn,
Du trilled som som klareste Perler
i Folkesangenes Favn.
Du tordned på Hav og Hede
i Orlog og Ledingsfærd,
Du hulked i Mødrenes Klage
ind under de løvede Trær.
Du steg som en glansfuld Bølge
Da Kraften vågned påny,
og stod som Guldæbler mod Himlens Hvælv
i Glans af det solrøde Gry. —
Vort Mål, vort dyreste Eje,
vor Tolk i Liden og Lyst,
med Stræng for hver Hjærtetone
der skælver i Folkets Bryst.