Festsang
1908.
1908.
Der vinker et Løvskjul mellem grønne Trær,
Roser og yndelige Blommer.
Og Rankerne vinder sig Ruden saa nær,
mens Fuglene kvidre Skærsommer.
De hilser med Hæder de to, som bygged dér
trygt gennem Vaar og Skærsommer.
Og tusindfold tætner sig Mindernes Hær,
med Skygger, med Sol og med Blommer.
Og Hjærterne glædes alt som de grønne Trær,
frydes som de Roser og de Blommer;
thi Livslykken frelstes frem over alle Skær,
med sejrende Magt i Skærsommer.
Og Hjærterne grunder alt som de grønne Trær,
dugges, som de Roser og de Blommer;
vel véd de, der venter en Kvæld bag Dagens Færd,
og Løvfald bag fagrest Skærsommer.
Men dejligt at gro under Livets grønne Trær,
elskende Dagen og dens Blommer,
og Vindenes Vandren og Stjærnernes Skær
og Bølgernes Blink i Skærsommer.
Og herligt at virke i Tro paa Livets Værd,
aande blandt dets Roser og dets Blommer;
og lifligt at graane med den vor Sjæl fik kær
i Hjærternes fejre Skærsommer.
Saa byg endnu længe blandt de grønne Trær,
Roser og yndelige Blommer,
med vinkende Haab over Mindernes Skær —
endnu er det Sol og Skærsommer.