Nu spiler Mulmet sin Vinge
jeg hører Stilheden gro;
jeg træder den gamle Gade,
der sled mine Barnesko.
Der står de i trofast Følge,
de Huse lave og grå,
jeg kender så grant det ene,
hvor først jeg mod Dagen så.
Der klynker et Barn i Søvne,
hvor åben en Rude står;
en Moder tyssende nynner
mens Vuggegængerne går.
Der lyser en enlig Lygte,
— så inderlig bleg og arm —
men det er den samme, hvis Stråler
beskinned min Vinduskarm. —
Det suser, sukker og sørger
i Kirkegårdslundens Løv —
o, alle de glemte Slægter,
der blandtes med Jordens Støv.
Det dugger, dufter og drømmer,
det ånder fra Havers Skjul;
det kendes i Sindets Dybder
som rastede Tidens Hjul.
Og højt over Tegl og Tage
mod Evighedslandets Bred,
der funkler min Barndoms Stjærne
i Midnattens dybe Fred. —
Så sagte, sagte jeg træder;
det strømmer varmt i min Hu.
Jeg kender med skælvende Hjærte
jeg ejer det alt endnu.
Det er som ængstende Drømme
min Sans og Tanke forlod,
som strøges der Tynge fra Sjælen
og Hildring fra Hånd og Fod.
Det er som kærlige Hænder
gled stille over mit Hår,
som kun en Sommernats Skygger
O mig skilte fra Barndommens År.