Over bratte, brune Banker,
der min Fod i Lyngen glider
og hvor Solen trofast brænder,
ned i stille Skyggedale
under lave Eges Løvtag,
Enebær står stind og blågrøn,
Ørnebregner
Stien hegner,
Hindbær gløde
og den søde
Mjødurt døver med sin Duft.
Længer frem, hvor stejle Skrænter
skrider ud i skovgrønt Mørke,
Humler surre,
fjærnt de vilde Duer kurre,
ranke Graners Ånde krydrer
Kløftens fugtigtunge Luft.
Og jeg føler Brystet vides
mens jeg går med løftet Hoved
frem ad Stien, der den slynges
ud og ind blandt Brombærranker;
ånder, som det Løv, der lyser
grønt og gyldent for mit Ansigt,
kender knap, at Foden træder
i det fugtigbrune Sand.
Til jeg føler Sjælen fanget,
spundet ind i Duft og Drømme,
sagtner Gangen og mig finder
dybt i fjærne Dages Underland.
*
Og der går jeg tryllebundet
midt i Skovens store Susen,
standser pludseligt og stirrer
på en knækket Kvist på Vejen,
på en blå og langsom Bille,
hundredtusind Mile fjærnet
fra hvor Verdensbruset koger.
Og en Rødkælk pusler stille,
blinker op med klare Øjne;
runde Solskinspletter sitre
over Stiens grønne Skygger,
og i Løvets brede Lysning
står den grænsefrie Himmel.
*
Det er Alnaturens Højkor, —
sagtere jeg Foden flytter
træder tyst, som i et Tempel,
stryger varsomt let henover
Kviste, der min Skulder strejfer,
som de gro’de nær mit Hjærte.
Tiden er hørt op at vandre
som for Munken, ham, der fulgte
efter Fuglens Sang i Lunden.
Hvad mig knuged ligger bag mig
slettet ud og gjort til intet.
Jeg er den jeg var i Tider,
da mit Sind var ungt og åbent:
og jeg hilser tyst mig selv.
*
Var der Dagetal at vandre,
hundred Mil, jeg gik dem gærne. —