Det dæmrer i dybeste Himle,
der hvidner en Dag af ny,
og stille Stjærner går blegnende bort
at gemmes bag Mulm og Sky.
Der sitrer om os et saligt Gys,
der står Sol under Kimingens Krans;
og har vore Øjne ej set dens Rund,
vort Hjærte aner dens Glans.
Vi ved, der er Vårsang i Vente,
og Løvbrud med Sol over Sø,
og Glemsel for al den knugende Kuld,
der sank i skyllende Tø.
Der vil vågne en Dag over Verden vid,
der vil vokse en venlig Vår,
og rødeste Roser i Tusindtal
vil gro om vor gamle Gård.
Lad svide Frost og lad feje Sne
ud over den sukkende Jord:
det vil smelte og smile og grønnes og gro
højt op mod det bitreste Nord.
Se: Dagen står tændt under Solhvervets Tegn,
og det drømmer i Muld og Sky,
og vort Hjærte banker så favnende fuldt
mod den Sol bag det brændende Gry.
Så mangen vil dø før den store Stund,
da Sol står magtfuld i Øst,
og aldrig få trykke de nye Roser
ind mod et bankende Bryst.
Men dejligt at ånde i Morgenens Gry
og lytte mod Vårlærkers Røst,
og se mod det Lys, der aldrig skal dø
før dets Gærning er fuldbragt i Høst.