Vi kender den Tale, så tit som den lød
under Arnens det bjælkede Loft:
om vor Lidenheds Lod i de vældiges Kreds
og vort Fattigbols stakkede Toft.
Som om ej her var vægvidt fra Hav og til Hav
med Salsrum for Stormenes Reel,
og Boplads for Mænd langs den skinnende Strand,
der den slynges de Hundrede Mil.
Lad os standse den Jammer om Fattigmands Færd
og Udslettelsens trøstløse Kår;
vi vil leve i Pagt med den luende Sol,
trods de Vunder, som Tiden os slår.
Vi vil kryste vor Hånd om vort Værge påny,
vi vil mure os Værn om vor Vang,
vi vil bøje vor Hu og vor inderste Agt
under Pligtens den selvvalgte Tvang.
Lad os lære af Bøgen, der gror uden Sol,
hvor den så’de sig selv i sin Bund,
og løfter sig lys i den tonende Vår
imod Daghvælvets strålende Bund.
Thi Folket her lever er stærkt i sin Bod,
trods Vildskud og værkende Sår;
her er stigende Saft i den karvede Bul
til en Blomstring for tusinde Ar.
Vi vil odle vor Ager og sprede vor Sæd,
og ranke vor Byg uden Pral;
og vel skal i Tiden det hvidne af Byg,
hvor vi brækked den stenhaarde Al.
Nu er Kulden forbi, der har knuget om Land,
og det dages om Verden påny;
nu er Tid til at sætte de stolteste Mål
og at rejse os Tårne mod Sky.
Der kan stige en Storm, som kan true vor Gård,
med den Højsal, vi smykked til Fest,
og en Tidevandsbølge kan bryde vort Bo,
hvor vi tænkte vi trygged os bedst.
Men vi lider på Godvejr og frelsende Vår,
når Vejret har tordnet sig træt,
og strider vor Strid efter Fædrenes Sæd
med det levendes selvsagte Ret.
Der var altid i Verden en sejrende Magt
i en vidsynet Vilje, der gror,
i et samlende Arbejdes taktfaste Tag,
i en Hånd, der ej slipper sit Ror. —
Vort Håb: at vort Flag end i seneste Old
må skinne i Solvejr og Blæst
fra de fjærneste Skær om Christiansø
til den yderste Revle i Vest.