O, brusende Sø, o, brølende Storm,
og Fare i Brændingens Braad!
I Havnens Stilhed, bag Fæstets Værn
o, Armods Lod!
Jeg vil ikke Hvile paa rige Dun,
ej Brus om min Kjortelflig.
Om Stormen end flænger mit sidste Sejl,
jeg er dog rig!
O, herlige Fart paa oprørt Hav,
omsuset af Stormenes Hvin!
Kun kæmpe, og selv om jeg segner mat,
er Lykken min.