I Skovens lune Eftermiddagsstilhed,
hvor hver en Vind til Hvile sig har lagt,
jeg har mig træt på Grønsværtæppet strakt
og ånder Luftens sommerrene Mildhed.
Ved Bækkens Bred jeg ligger tavs og drømmer,
ser Vandet risle frem og skvulpe bort;
med Toner stemte i en fin Akkord
Småbølgerne med Hast forbi mig strømmer
De iler bort i Spil af Lys og Skygger
langs denne frodigtgrønne Blomsterbred,
hvor ingen Uro bryder Timens Fred
den Fred, som også i mit Hjærte bygger.
Igennem Krattets åbne Grenegitter
jeg skimter hist en moden Hvedemark
med gyldent Skær mod Birkens sølvgrå Bark,
mens blandt dens Strå Småblomster blysomt titter.
O, Sommer-Ensomhed blandt Roser vilde,
så langt, så langt fra Livets travle Færd,
dybt under kongehøje Bøgetrær,
hvor selve Tiden synes at stå stille.
Hvor sødt Du synger hver en Sorg til Hvile;
hvert Minde om, hvad Hjærtet tungt har stridt
hensmælter stille og fortones blidt,
og alle Blomster blå imod mig smile.