Spænd kun din unge Ævne
mod Sejrens lysende Mål,
før Dagen sænker sin Fakkel
og Vesten tænder sit Bål.
Rens ud af dit Hjærtes Løndom
de fristende Drømmes Gift,
lad Dådens talende Fakta
være din Dags Bedrift.
Sæt ej din Lid til i Morgen
— hvem véd, om du ser dens Gry
i Morgen er gækkende Spejling
på Himlens flygtende Sky.
Det er Nuet du fast skal gribe,
mens frem du styrer din Stavn;
på hver en Time, der rinder,
skal du prænte i Guld dit Navn.
Vent intet af Lykkens Lune,
du kender så vel dens Art:
den Mand er ej født i Verden,
som fik den bag Slå forvart.
Du skal bryde med Stormen Lanse
og stride mod Bølgens Slag,
hvis ej du vil søndres og knækkes
og slænges i Land som Vrag.
Du skal spænde din unge Ævne
mod Sejrens vinkende Kyst,
mens Sol står over dit Hoved
og Ildhu vider dit Bryst;
thi Dagens Stjærne vil synke
og svinde bag Mulm og Sky,
og Sjælens Funker vil slukkes
for aldrig at tændes påny.