Jeg mindes et gammelt Kvæde
fra Ungdommens fejre Vår,
et gammelt Kvæde om Herrefærd
og den elskedes Gyldenhår,
en skinnende fager Sommer
med lyse Dage på Rad,
med Drosselsange fra Gry til Kvæld
og Sol over hvert et Blad;
med duftende, hvide Nætter
og drømmende Stjærners Glans,
og Månesølv over dugget Eng
og tryllende Elverdans,
en Verden skabt som en Rosengård
med tusinde Håb mod Sky,
hvor hver en Blomst, som i Våde sank,
sig rejste i Sol påny.
Så sadlede jeg en Dag min Hest
og satte i Bøjlen Fod,
og red af Gårde med Sang mod Sol
at prøve min Lykke god.
Jeg red så vide i Øst og Vest
og kæmped så mangen Dyst,
— da kom der Dage, hvor Længslen drog
mod Ungdomsdrømmenes Kyst.
Og snelt jeg vendte min Ganger god
og ledte al Verden om;
men hvor jeg flakked og hvor jeg for,
jeg fandt ej den Vej, jeg kom.
For nu er den lukket, den Rosengård,
og stænget dens Vangeled;
og søgte jeg end til min sidste Dag,
ret aldrig jeg fandt dens Sted.