Jeg dvæler i Skovens Skygge,
som stod jeg ved Livets Rand;
Landet som dæmrende Enge,
som et Sølvbaand det glidende Vand.
Klokkernes Malmlyde runger
herud fra den fjærne By;
angst løfter en Raa sit Hoved
og slumrer saa ind paany.
Men Skoven rører i Drømme
sit Løv langs Aasenes Rand,
thi Herren gaar over dens Kroner
og signer det stille Land.