Nu har jeg det baaret i otte Aar;
jeg kan ej bære det mer.
Hvor Verden altid var skønnest før,
kun Øde og Ørk jeg ser.
Nu træder jeg for hans Øjne frem,
saa ringe, som her jeg gaar;
han vil ikke nægte min simple Bøn,
naar jeg for hans Ansigt staar.
Og bærer han end det gamle Nag,
fast jeg blev ældet og graa,
saa komme, hvad der i Verden vil,
og komme, hvad der maa.
Det var Grev Douglas. Han satte sig ned
til Hvile ved Bjærgets Sti.
Han stirred ud imod Mark og Skov,
og sagte faldt Øjnene i.
Han bar et Harnisk, rustent og tungt,
derover en Pilgrimsdragt —
Men hør! Fra Skoven brusede frem
den vilde, stormende Jagt.
Og Sand og Støv ophvirvledes tykt:
det blinked af Spyd og Spær.
Og før Grev Douglas fik rejst sig op,
var Hest og Rytter ham nær.
Der sad Kong Jakob saa højt til Hest;
dybt bøjet Grev Douglas stod.
Straks Blodet Kongen til Kinden fo’r,
men Douglas ham raabte imod:
„Kong Jakob, vend naadig dit Blik herned
og hør mig engang i Ro!
Hvad mine Brødre mod Dig forbrød
fik ej i mit Hjærte gro.
Tænk ej paa det gamle Douglas-Nag,
som Aarenes Løb gav Læ!
Tænk hellere paa din Barndomstid,
da jeg gynged Dig paa mit Knæ!
Tænk heller tilbage paa Stirling Slot,
hvor jeg Legetøj til Dig skar,
hvor jeg løfted Dig op paa din Faders Hest,
og Du løfted det Sværd, jeg bar!
Tænk heller tilbage paa Linlithgow,
paa Søen og Fuglenes Sang,
hvor jeg lærte Dig ride og svømme og dykke
og fiske og jage i Vang!
Og tænk paa alt, hvad der fryded dit Sind,
og gjorde Dig Dagen kær —
Nu har jeg det baaret i otte Aar,
at jeg en Douglas er!” —
„Jeg ser Dig ikke, Grev Archibald!
Din Stemme hører jeg ej.
Det er, som en Tone fra svunden Tid
jeg møder igen paa min Vej!
Den Tone mig klinger fortroligt sød;
jeg lytter endnu til dens Sprog.
Men stærkere lyder en anden Røst:
en Douglas, det er Du dog!
Jeg ser Dig ej, jeg hører Dig ej!
Det er alt, hvad jeg tør og kan!
En Douglas, der for mine Øjne kom,
var altid en dødsdømt Mand!”
Kong Jakob spored sin høje Hest,
opad gik nu hans Ridt;
men Douglas greb hurtigt i Tømmen fat,
og holdt saa med Kongen Skridt.
Vejen var stejl, og Solen stak,
og Brynjen tynged hans Fjed;
men skønt han snublede nu og da,
han fulgte dog stadig med:
„Kong Jakob! Før bar jeg dit Kongesværd —
hvor var jeg frejdig og kæk!
Nu vil jeg kun lede din Hest i Stald
og fylde Hø i dens Hæk,
og strø dens Leje og strigle dens Hals,
og hente den Havre og Vand,
blot jeg maa aande paany den Luft,
der staar om mit Fædreland.
Men vil Du det ej, saa gør Smærten kort —
jeg skal dog engang høstes som Hø —
og drag dit Sværd og hug kun til,
og lad mig paa Timen dø!”
Kong Jakob sprang ned fra sin høje Hest
i Smil, skønt hans Kind var bleg;
af Skeden drog han sit blanke Sværd,
men falde lod han det ej:
„Kom, tag det, og bær det paany som før;
nu kender jeg grant din Hu!
Thi den er trofast til Sjæl og Sind,
der elsker sit Land som Du.
Og nu vil vi ride til Linlithgow
— ved min Side din Ganger gaar —
og der vil vi jage og fiske paany,
som engang i vor Ungdoms Aar!”