Der burde været Stjærner, hvis Straaler sig blande,
til Pryd for din Pande,
og Solstraaleguld om dit Haar,
hvor sølvlyse skære og matgyldne blege
smaa Striber saas lege
lig Striberne et Nordlys i Natmulmet saar.
Din Fod var spæd og liden, saa spænstig i hver Sene.
Du gik din Vej saa ene,
saa fornemtbly og sky var dit Fjed.
Du lignede de Syner, som Drømmene væve,
de lyse og svæve,
og Stjærnesmykker bære de i Midnattens Fred.
I Lyset om dit Ansigt var Sorgen og Sangen,
men frossen og fangen
din Vise laa bundet i Tunghed og Tvang.
Din Vækst var fuld af Gratie, men aldrig fik den følge
sit Væsen at bølge
med frigjort Behag i hver Linies Gang.
Dit Hoved holdt Du bøjet, som Sivet for Vinden,
og bleg var Du om Kinden,
som blegeste Blomst under Skovens Bryn.
Men mørke som en Nathimmel saa dine Blikke
mod Lande, som ligge
for dunkelt og fjærnt for vort svage Syn.
Og altid jeg mærked den smærtende Vaande
den døende Aande
af Højhed, som dør i dit Blik, i din Bøst.
Du var mig som en Sangmø, hvis Sølvtoner blunde,
for syg blandt de sunde,
for veg blandt de stærke med vidtspændt Bryst.
Jeg tænkte : „Du er rig i at elske og sværme,
at fostre og skærme
al Kærlighed, Skønhed og Lys i din Sjæl.
Hvad baader Dig din Rigdom? Til Skam skal den vendes
og trampes og skændes
som Skovens Viol af en Stimands Hæl.
I Trældom og Lavhed din Ryg skal Du bøje,
som Slave Dig føje
en Gang for din Ømheds og Vegheds Skyld.
Thi det, som drømmer skønnest, og det som lyser mildest,
skal det ikke vildest
besudles, bortkastes som værdløst Fyld!”
Men maaske har din Skæbne til Lys og Lykke vendt sig,
skønt Verden har miskendt Dig,
maaske har gode Aander beskyttet din Gang.
For mig var Du en Lysgestalt i Nattens Tid oprunden,
om Morgenen forsvunden.
Jeg mindes Dig: en Stjærne, en Saga, en Sang.