En Klang, som af smaa Violiner,
gaar let som Sus gennem Birkene bort;
og Maanen paa Engene skinner,
og Skoven staar midnatssort.
Det svæver, det bølger som Taager bag Gren,
det danser paa travle, æteriske Ben.
Ti ta! Ti ta! Ti ta!
Det glimter som Barme og Halse,
det løfter paa Sølvslæb, hvor Taagerne gro,
det vajer, det vifter, det valser
i nette, bevingede Sko.
Hvem er det, som holder det vindlette Bal
i Midnattens Time, i Maanesølvssal?
Ti ta! Ti ta! Titania!