Naar stum Du sidder ved dit Arbejdsbord
og glemmer for en Bog den vide Jord,
og hun, som blev dit alt, sig nærmer varm
og slynger om din Hals sin hvide Arm,
saa sig ej treven: Lad mig dog i Fred!
Nej, gør som hun og læg kun Bogen ned;
for gamle Skrifter har vi én og hver
men ej Du véd, hvor længe hun gaar her;
og mangen ensom Mand med Haaret hvidt
modtog fuldgærne et Besøg som dit. —
Lad Kærligheden male Bogen fuld
med Smaafigurer, skinnende som Guld;
da skal, Du arme, om dit Hjem bli’r tomt,
den gamle Bog Dig straale helgenfromt,
og der, hvor Du din Læsning afbrudt saa,
et Englehoved vinkende skal staa.