En svindende Høstdags Synken
mod Aarets solløse Hæld,
mens Vange visned og døde,
og Krager fløj hjem mod Kvæld.
Jeg gik under Graavejrshimlen
voldgivet Tankernes Væld.
De Tanker, de kvidende Drømme
om Danmark i yderste Nød,
om Folket og Fædrelandet,
og alt, hvad vi slet forbrød.
Hvad Vaade om Stormflodsbølgen
sig mod vore Kyster brød!
Saa tungt sig vaanded mit Hjærte,
saa haabløst sortned min Hu;
det var, som de bovnende Skyer
var mættet med Graad og Gru„
som tegned Saga vor Skæbne:
sit: aldrig mer — eller nu!
Da hørte jeg Skridt ved min Side,
en Mandsrøsts hilsende Ord.
Jeg svared og stirred, mens Mindet
søgte ad slyngede Spor:
Vist skulde jeg kende den Stemme,
men vejvildt Tankerne fo’r.
Hvor kom han vel fra? Fra Heden?
Fra Skoven og Fuglenes Fløjt?
Fra Ploven eller fra Essen?
Fra Baaden i Brændingens Sprøjt?
Jeg saa kun, han bar sit Hoved
saa trøstigt, mandigt og højt.
Og mens vi fulgtes som Fæller
langs frostbidte Grenes Hang,
vi skifted Ord om det rundne
og Tidernes Skæbnegang;
om alt, hvad Sindene tynged
og hvad i Hjærterne sang.
Jeg saa i hans vaarblaa Øjne
alt hjemligt saa kendt og nært;
hans jævne, trofaste Tale
bevæged mit Sind saa sært.
Det vælded frem af mit Minde
alt, hvad jeg fik dybest kært.
Hvem var han? Det skæggede Hoved,
og Røsten, saa velbekendt?
Den grove Vams som en Brynje
om Bringehvælvet spændt!
En Haandbag, brunet og aaret,
fortrolig imod mig vendt!
En Kæmpe? Nej, han gik der
saa jævnt, som den eller hin.
Jeg skotted til Siden: hans Skulder
var netop i Højde med min;
men Jorden fjedrede under
hans faste, rolige Trin.
Og alt som hans Tale voksed,
og Ord sig lænked til Ord,
det var, som forglemte Røster
brød frem i et vaarligt Kor.
Det sang om mit Hoved som Svaner,
der hilste Fædrenes Jord.
Saa trygt at gaa ved hans Side,
som under en Højskovs Hang;
det var som Strømme, der bar mig,
og Blodet fortned sin Gang.
Det svulmed højt i mit Hjærte,
og Kraftens Kilder de sang.
Det var som i Aarets Øde,
jeg hørte Væksterne gro;
det dufted af Maj og Mynte,
mens Sol over Bølger lo;
og højt over Tvivlens Dybder
slog Haabet sin Stjærnebro.
Jeg saa som et Vejr af Vilje,
der flængede Mulm og Sky,
et Tog, som af buldrende Faner,
der fløj mod et soltændt Gry,
en Tro, der stod frem af Døde
og rejste mit Folk paany. —
Jeg aandede dybt — han standsed.
Hans Blik mig brændte imod:
Vi ses vel igen! Jeg vidste
min Sjæl hans Sjæl forstod.
Han knuged min Haand — det bølged
saa varmt om min Hjærterod.
Hans Høvdingesmil mig mødte
for Solfaldets aabne Dør;
og brat mig toges fra Synet
det blindende Drømmeslør:
Jeg kendte igen de Øjne,
skønt aldrig jeg saa dem før.
Ham var det: vort Haab, det sidste,
for Rigets forblæste Hegn.
Og Hjærterne, Løvemærket,
og Sværdet og Korsets Tegn —
Jeg saa, hvem der stod ved min Side
i Aftenens sivende Regn.
Han gik — jeg saa ham paa Højen,
hvor Bonden samled sit Spænd.
Der stod han i Solfaldsgløden
aarvaagen med Kno mod Lænd.
Det var som i Farens Time,
han kaldte ad sine Mænd.