Vær trøstig, du fattige Hedebo
i det trange Arbejdes Ægt:
dit sejge, slidsomme Dagværks Frugt
er i Fremtidens Varetægt.
Mens Mismodsbølger går over Land
og Nødråb slynges mod Sky,
du murer støt på vor gamle Gård
og rejser dens Tag af ny.
Stilfærdig du går bag den tunge Plov
og det dragende Oksespand,
hver Fure lægger et Hanefjed
til vort fattige Fædreland.
Og alle de Ymper du planter ud
i Bankernes stride Grus,
skal fylke for Landet en skærmende Vagt
mod Jævndøgnsstormenes Sus.
De Ymper skal vokse til Skove blå,
der tjældes hver brydende Vår,
og Bøgen skal krone sin Søjlehal
en Gang om hundrede Ar.
Og disse Flader med Ahl og Lyng,
hvor Hugormen soler sit Skind,
hvor Guldblommen spreder sit brune Frø
for den sukkende Solfaldsvind,
skal hvidne af svajende, stærke Aks
og høstes med Gammen og Skæmt
til Brød for ufødte Slægters små,
når din Gærning forlængst er glemt.