Jeg stod ved det åbne Vindu
den dæmrende Sommernat,
og så på det drivende Morgengrå
højt over det våde Krat.
Jeg lytted til Stilhedens Hvisken
hen over det sovende, tavse Land;
et sagte, søvndrukkent Fuglepip
kaldte fra Ungskovens Rand.
Det lysned gennem min Tanke,
mens Luften ombølged mig stærk og sund;
det var som den mødende unge Dag
satte Bægeret for min Mund.
En flagrende, dunblød Susen
strøg hurtig forbi mig, der jeg stod:
det var kun en Tusmørkesværmer,
der fløj mit Vindu imod.