Under Søndagsklokkens Klang,
over Graves øde Vang,
over faldne brune Blade gik mod Kirkens Dør min Gang.
Og mens Naadens lyse Budskab faldt som Balsam paa mit Sind,
og mens Orglet fanged Sjælen i sit dybe Tonespind,
og mens Salmens rige Højhed i mit Hjærte strømmed ind,
stod jeg fremmed, Barbara.
Langt var min Sjæl af Led,
dengang Orglet toned ned,
og Præsten bad og signede den ganske Menighed.
Men da hjem med Stilhed i mit Sind jeg styred mine Skridt,
et dejligt Aasyn sænkede et himmelsk Blik i mit,
glimted og var atter borle, men det Aasyn var jo dit,
som fra Himlen, Barbara.
O, blege, blege Kind,
Ynde kransed Alvor ind,
da sidst jeg saa dig, kære, hvor det bølged i mit Sind.
Du kom ilende imod mig, med mit Smykke om din Arm,
en lang, hvid Klædning flagred fra din Skulder og din Barm,
men den Mund, jeg kyssed, lued som i Smærte vild og varm —
o, den Morgen, Barbara.
Ene, haabløs og forladt
jeg Dig søgte Dag og Nat,
Tanken, at Du endnu var her, havde helt min Sjæl besat.
Og mangen, mangen Vinterkvæld, da Du forlængst var død,
sad med Haand mod Kind jeg stirrende i Ovnens sidste Glød —
mens paa Kirkegaarden Regnens Draaber ned ad Stenen flød,
hvor Du blunded, Barbara.
Mindes Du blandt Engles Kor
Ringen — Guld og Perlemor —
som jeg spændte om din kære Arm blandt Engens Blomsterflor?
Eller naar den glade Aftenstund med Dans og Fløjters Lyd
var endt og hjem vi vandrede med Hjærtet fuldt af Fryd —
Nathimlen hvælved over os sin stolte Stjærnepryd,
indtil Daggry, Barbara?
Aar og Tider gik og kom,
vildt mit Hjærte flakked om,
og mangen Synd og Brøde har mig ængstet for Guds Dom.
Men, hvad end jeg faldt og fejled, mod dit Minde var jeg øm;
jeg elsked Dig, og over mig stod Kærlighedens Drøm,
som Regnbuen i sin Glans — jeg var Fossens stride Strøm —
jeg Dig elsked, Barbara.
Dog: hvad tør mit Hjærte tro?
Tunge Tvivl sig om mig sno;
jeg vandrer som den vilde Vind foruden Bast og Ro.
Om blot jeg for en Time vandt Dig fra din Stjærnekyst,
da stiltes vel min Sjælehunger ved din kære Røst;
for døde véd langt mer end Verden vid fra Vest til Øst.
Om jeg kunde, Barbara.
Men forgæves — intet sker.
Du kommer aldrig mer;
sørgmodigt over Dal og Høj det regner og det sner.
Saa mørkt og tungt gaar Vindens Tog ad Luftens vaade Vej,
og langs de øde Kyster vokser Havets vilde Leg.
Der er ej Fred paa Jorden, kun i Døden og hos Dig,
Barbara!