O, dette Væld af hvide Anemoner
og sagte Grønt ud over alle Dale,
hvor forårsfriskt og morgenmildt det lyser
og lokker alle Længsler frem af Dvale.
Blødt glider gennem Krattet lune Vinde,
og Morgensolen siver mellem Grene,
og tynde Skygger leger over Mosset
her, hvor jeg sidder ensom og alene.
Så tyst og tankeskært og gyldenrandet
der stiger Drøm fra mine Barndomsdage,
og selvforglemmende påny jeg lever
hin fjærne Tid, som længst er lagt tilbage.
Og mens jeg ånder Luftens rene Mildhed,
der knoppes Håb, der spirer stærke Tanker,
fornyet Livsmod fylder Hjærtets Celler
og sejrrigt i alle Pulse banker.