Nu er Stilhed i Hjemmet, der lød af dit Trin
og Sorg sidder Hjærterne næst —
men jeg mindes den Stund, da vi mødtes i Vår
og hver Dag var en Livsglædens Fest.
Der var Glød i vor Sjæl, der var Sol i vort Sind,
og det blomstred så bredt for vor Fod;
og vi sværmed så kækt, og vi drømte så skønt
om de Riger vi stunded imod.
Og vi kendte ej Frygt, thi vor higende And
den var rørt af Begejstringens Lyn;
og vi bares så højt i den solfyldte Dag,
at det svimlede blindt for vort Syn. —
Men Abilden dryssed i Græsset sin Sne
for at sætte til Høstdagen Frugt,
og vi vinked Farvel til vor sorgløse Vår
for at modnes ved Dagværkets Tugt.
Og Du aksled dit Skind, og så drog Du af Gård,
mens Du jubled din frejdigste Sang;
og Målet Du satte så skinnende højt,
at det lyste Dig Livsdagen lang.
Og Du valgte din Plads, der hvor Kampene stod,-
midt i Tidens den styrtende Elv,
for den evige Uro og Higen Du bar,
der er Livet og Fremfærden selv.
Og vi så, hvor hver Sag, Du fandt ærlig og god
kunde ildne dit Hjærte i Brand,
mens dit Øje så spejdende frem mod det ny,
der det dæmred i Kimingens Rand. —
Der kom trælsomme Timer, der mørkned din Mund,
og tit knugede Kummer dit Bryst;
men Du ranked din Ryg og drev Mismodet bort
og stred frem mod dit Lykkelands Kyst.
— Nu vi mindes med Vemod dit barnlige Sind
og hvor lyst det i Øjet Dig lo,
for Du ejed de Kår for et Menneskeliv,
der skal leve og grønnes og gro.
Din Livsfærd blev kort, men et Værk fik Du bygt
før dit trofaste Hjærte blev koldt. —
Tak for alt, hvad Du loved i Ungdommens År
og for hvad Du i Manddommen holdt.