O, Verden er for haard for Dig, med Møje og Besvær,
o, denne Jord, hvor barsk en Jord for Dig, som jeg har kær.
Var der en Plet i Verden vid, som blomstred eviggrøn,
med Dig den blev et Paradis, saa mild og morgenskøn.
O, der at plukke Brombær, ja — og Slaanens hvide Gren;
hvad Fryd og Lykke for os to fra Gry til Aften sen.
Og hvile paa en Græsbænk, hvor ej mindste Straa er brudt
af Smærtens Hænder i et tungt og taarefyldt Minut.
For der er altid Sommer blid, skønt Slaanen staar i Flor,
og Vintrens Stormsang døves straks af Vaarens Fuglekor.
Og Maaned kommer, Maaned gaar, med Sol og Stjærneskin,
og alt indaander Dejlighed og Drømme i dit Sind.
Ja, der at bygge os en Vraa i Lykkens lyse Egn,
og kun at stænge Hjemmets Dør for Sus af Blæst og Regn —
langt, langt af Led fra Verdens Strid, mer haard end Regn og Blæst,
der fandt vor Kærlighed det Skjul, der huede den bedst.
O, elske der og leve der med Dig, mit Hjærtes Skat;
o, leve der og elske der i Sommer Dag og Nat!
Den vilde smelte hen i Smil, den moderlige Jord.
naar Eden blomstred frem paany i Kærlighedens Spor.