Forgæves Graad — ej véd jeg, hvad Du vil.
Graad, som fra Dybet af en uklar Frygt
gror frem i Hjærtet, slørende vort Blik
ved Synet af den glade, gyldne Høst,
ved Tanken om den Tid, der er ej mer.
Skøn, som det første Solstrejf paa et Sejl,
der bær vor Ven fra Underverdnen hjem,
trist, som den sidste Rødme over det,
der svinder med, hvad kært vi har ombord,
saa trist, saa skøn, den Tid, der er ej mer.
Saa fjærn, saa sær, som i det aarle Gry
den første Lyd fra en halvvaagnet Fugl
til Øret naar hos den, der snart skal dø,
mens Dagen langsomt lysner Rudens Glar,
saa fjærn, saa sær, den Tid, der er ej mer.
Kær som de Kys, der nu er Mindets Skat,
og sød, som dem vi haabløst drømte trykt
paa Læber, modnede for andres Lyst,
som Kærligheden dyb, som Smærten grum;
o, Død i Liv — o, Tid, der er ej mer!