Spar, Rydningsmand, det gamle Træ,
og stil din Økse hen!
Del gav mig i min Barndom Læ
og er min ældste Ven.
Min Oldefader har en Gang
det plantet ved sin Vraa;
derfor, Du gæve Rydningsmand:
Du lader Kæmpen staa!
Se, hvordan Slægtens gamle Træ,
hvis hæderfulde Ry
gik vide over Land og Sø,
endnu gror stolt mod Sky.
Stil Øksen hen, Du Rydningsmand,
hug ej den mindste Gren!
Rør ej den gamle, æsle Eg,
og vold den ingen Men!
Mens end jeg var en stumpet Fyr,
jeg blunded ved dens Rod,
og mine Søstre leged her
omkring dens brede Fod.
Jeg Faders Haandtryk, Moders Kys
fik i dens Krones Læ —
Jeg siger Dig endnu en Gang:
Hug ej det gamle Træ!
Mit Hjærtes Strænge om dig naar,
tæt som din Bark, min Ven;
de frie Fugle kommer hid
med Sang hver Vaar igen.
Du gamle Træ, trods Stormens Kast!
Gaa, Rydningsmand, din Vej!
Mens jeg har Magt, som jeg har Agt:
mit Træ — det faar Du ej!