Det gamle Hus under Lindene
stod tyst imens Dagen led;
og langs den grusede Gangsti
Lyset og Skyggerne skred.
Og Barnestuens Vindu
jeg øjned vidaabent staa;
men Børnenes glatte Ansigter,
dem jeg ej mere saa.
Den store Newfoundlænder trolig
holdt Vagt ved Husets Dør;
men ak, dens smaa Kammerater
kom ej tilbage som før.
De leged ej under Lindene,
løb ej i Stuerne om.
Kun Sorgens Stilhed og Skygge
ruged, hvorhen jeg kom.
Fugle sang mellem Grene
om Hjærtets Lykke paa Jord;
men kun som i Drømme jeg hørte
Barnestemmernes Kor.
Og Drengen, der gik ved min Side
saa slank og veg som en Vaand,
forstod ej, hvorfor jeg trykked
hans bløde og varme Haand.