Langt borte bag Søer og Sunde,
bag Marker med Rug, der drær,
der står en Skov med Konvaller
og gamle, krogede Trær.
Og Hasler og hældende Tjørne
i vildsom Frodighed gro,
og langs det stenede Dige
står Tidsler og Bjørneklo.
Der er ej Sti eller Stente,
der findes ej Lukke og Led,
og Blomsterne dufte og falme
i tavs, ubrydelig Fred.
Og under de skyggende Grene,
som Vindenes Kast ej når,
der blunder så mangen en blysom
O Drøm fra min Ungdoms År — —.
— Men skulde det hænde, at Øksen
har fældet min Ungdoms Lund,
at Hegnet er spredt og spaltet,
og Ploven går over dens Grund;
og selv om jeg har for sidste Gang
trådt under dens Løvhang ind —
hin Skov med hvide Konvaller
blomstrer endnu i mit Sind.