Der står et Kors på den åbne Mark
blandt Torne og tørvede Kær,
en muldgrå Støtte af stejl Granit
med Krone, Scepter og Sværd.
Den syner så vidt i det blege Land,
der flades med Mose bag Myr,
og blåner i ét med Himmelens Rand,
hvor Fammet flimrer og flyr.
Her grønnes i dybeste Landefred
de nyvendte Skifters Tavl;
hist bager Sol mod en sandbar Skrænt
og her mod en kalkhvid Gavl.
Og roligt rankes i Vårens Dis,
de prunke Plantningers Skud;
og mellem Lyngens de stride Ris
står blide Blomster i Brud.
Men fjærnt i Fortidens Skyggemulm
på Heden en Strid der stod;
da rased Økser mod Brynjestål
og Lyngen blev rød om sin Rod.
Da tørned sammen til Ulivssår
to Hære med Bulder og Brag,
og Rigets Fremtid for tusind År
blev vejet hin Senhøsts Dag.
Og Sejr tog den, der var Sejren værd
og Død den, der sveg sit Ord;
og efter dæmred en magtfuld Maj
for Danmarks søndrede Jord.
Da dræbtes Tvivlsinds og Tvedragts Gru
i Nytidens Dagningsskær;
og aldrig mere med Harm i Hu
drev Danske mod Danske Spær.
Nu mæler tyst om hint Tidehværv
på Heden det stengrå Kors;
og vidt det ses over Agerrén
og Reviing og rygende Pors. —
Må også vi efter Stridens Stans
få hamret i Sagas Skjold
et Samlingsmærke med Sejersglans
og Genskær til sildigst Old.