Så vide drog jeg over Hav og Land
og over vilde Bjærges tavse Øde;
med Øret fuldt af store Floders Brus
Snart er jeg hjemme. I det årle Gry
jeg spejder over blygrå Bølgerygge;
der stiger du, mit Land, af Havet frem
med Bøgens Silke som dit Skuldersmykke.
Hvor vel jeg kender disse lave Ør
og disse hvide Mågers Skrig mod Stranden
og denne blege Hvælvings blide Blå
og denne sagte Dis i Himmelranden.
Her gløder Rosen ej i evig Vår
som fjærnt i Sydens vinløvgrønne Have;
men Fremtidshåbet ler som Blomst i Vang,
mens Fuglen synger over Slægters Grave.
Mit fagre Land! Trods Skæbnens tunge Slag,
vist er der Solskinsstund for dig tilbage;
så gid det gro og grønnes om din Strand
til gylden Høst i sene Sommerdage.