Højt, saa højt over Heden
stiger Lærkernes Sang,
gyldene Vidjeknopper
bælter sig Søen lang.
Himlen saa dyb og vidunderblaa,
Solens Guld over Siv og Straa.
Jeg og min elskede egen
gaar langs den spirende Vang.
Sjælens nagende Kummer
tolkes af Talens Brist:
Kærlighedslykken ligner
blundende Fugl paa Kvist.
„Jeg er jo din, og Du er jo min!”
Fattige Ord, men Hjærtets Vin.
Ingen af Verdens vise
har dem vel bedre vidst.
Skyer over os svulme,
blid er den fjærne Dis.
Drømmende Bølger glide
frem for den sagte Bris.
Fjærnt, saa fjærnt, endnu Lærkesang,
salig Tavshed for Sjælens Trang.
Engle aabner de gyldne
Porte til Paradis.