Kong Magnus
En Folkevise.
En Folkevise.
Kong Magnus krysted sin Brejde god;
det kortned mod Jævndøgnstide:
Saa skal jeg da atter i Køllert og Jærn
for mod Svend Ulfsøn at stride,
mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove.
Kong Magnus høded mod Sejl ved Næs:
Far frem kun med Baal og Brande;
men ej skal Du lægge min Krones Ring
om din forræderske Pande!
Mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove.
Saa sandt det Rige i Østersø
er mit til skjulteste Tue,
min Agt er at værge min Kongearv
af yderste Livsens Formue!
Mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove.
Kong Magnus flammed af Fejdehu:
Vel skal jeg den Ufærd standse!
Og Lykken lo mod hans tyve Aar
og fæsted sin Dug til hans Lanse,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Det dugged over den danske Sø,
og Svanetræk sang over Sunde —
da hastede Snarbud for Kongen frem:
Nu hærger de vendiske Hunde!
Mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove.
Vort Folk sig vaander i dybest Ve
mer tungt end Hjærter kan bære.
Nu frem, Kong Magnus, og vis for Gud
at Du er vor Drot med Ære!
Mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove.
Kong Magnus grunded med Kno mod Kind;
han hented saa tungt sin Aande.
Det faldt saa trangt paa hans Kongesind,
de Kaar ham førtes for Haande,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
For vendte han nu sin Gangers Hov
— saa fuldt og vel han det vidste —
da gjorded Svend Ulfsøn paany sin Lænd
for Ledingslykken at friste,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Da fejded Svend Ulfsøn paany med Lyst,
og lokked med Løfter og Ære
hos Almue her og hos Høvding der,
de slingrende Sind at besnære,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Da blussed vel Brande og rystedes Spær
med Gny over grønne Sletter,
for ham at lyse til Oslo hjem
i Høstens stormende Nætter,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Kong Magnus sig strøg om sit Flagrehaar;
mod Nidaros søgte hans Øje:
Nej, nej, saa sandt jeg fik Ære i Arv,
jeg kender min Kurs helt nøje,
mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove!
Lad komme kun, hvad der vil og maa!
Lad løfte sig Søer som Bjærge!
Kom jeg end fremmed til Daners Land,
jeg skal dog forsand det værge,
mens Løvet gulner i Danmarks skumrende Skove!
Saa dybt om Lande gik Høstens Brus,
det bovned i Bælt og Fjorde;
Kong Magnus reded Vildoksens Rum
med djærveste Mænd bag dens Borde;
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Den gyldne knubbede Fremmerstævn
skød hart over Braad og Bølge;
den strøg som paa Vinger mod Slesvigs Strand
med Langskibes skummende Følge,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Der raabtes til Kamp i Kobberlur,
der kaldtes paa Bomænd og Klærke;
den voksed som Smuld, den Danehær,
om Drottens lysende Mærke,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Det gungred saa lydt i det stærke Gry,
det gjalded saa langt under Lide;
og forrest stormed den unge Drot
med Nordens Aand ved sin Side,
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Kong Magnus tordned mod Lyrskov Lyng,
mens Fugle i Hast sig fjæle;
men bag hans Ilfærd skød Æren Løv
til Krans om hans Eftermæle;
mens Løvet gulned i Danmarks skumrende Skove.
Saa hil hver Høvding i Daners Vang,
som slig sin Lykke tør raade,
og lidet agter sit Hovedguld
staar Folket i Vaande og Vaade!
Hans Ry skal grønnes med Løvet i Danmarks Skove.