Om Du, om bare du bestandig vandred
saa ung, som nu, Du Barn at hvidt og skært,
hvad saa, om alt i Verden sig forandred,
og Graven slugte alt, hvad jeg fik kært!
Fra Kirketaarnet Dødens Klokker klemte,
og mine Venner bæres stumme bort —
jeg vilde se Dig evigung at skæmte
med al den Tid, der maaltes os saa kort.
Jeg vilde gribe Klokkens Reb og jage
Minutterne som Hære til de sank,
om Du, naar Rebet gled fra Hænder svage
og stive Fingre, dog stod lige rank.
Mit Skæg fik graane over Kind og Hage,
og Ryggen bøjes, slukkes Øjets Sol,
om bare Du til Arnen kunde drage
med samme unge Haand den gamles Stol.
Om Du, om bare Du staar yngst og skærest,
hvad er mig Vrimlen, hvor jeg gaar som Gæst!
Af alt, hvaa jeg i Verden elsked mest,
din Ungdom var det jo, der blev mig kærest.