Fjærnt fra Verdens vilde Færd,
bag det grønne Landsbykær,
står et Hus med Hæk og Hegn
under Himmelblåets Tegn.
Røgen løber let mod Sky,
Væggen vinker hvid og ny,
Lindes lyse Løvskjul hygger,
Spurven over Bjælken bygger.
Her Du gik halvthundred År,
god i Vinter, glad i Vår,
vandred Livets lange Mil,
snar til Tårer, snar til Smil;
fanged Solens Stråler ind
i dit modermilde Sind,
fyldte dine lave Stuer
med dit Hjærtes Sommerluer.
Hvor Du gik, var Sol og Sang,
glade Børn omkring Dig sprang,
Roser blomstred i dit Bed,
blå Lavendler tæt derved.
Fløjelskroners Spragleguld
vældede Dig Favnen fuld,
og i Græsset, Dig for Foden,
trilled Frugten gul og moden.
O, de fjærne Solskinsår,
da jeg leged i din Gård,
snitted Fløjter i dit Hegn,
fatted Vækst af Sol og Regn,
ånded Duft af Rugens Dræ,
hørte Sagn om Folk og Fæ,
løb mig træt i Fred for Skolen
sov langt ind i Morgensolen.
Vi fik Liv af fælles Rod,
og forlængst mit Sind forstod,
at det bedste, som blev mit,
står i Skyld til Dig og dit,
arvet frem ad lønligt Spor,
fæstnet tyst ved gode Ord. —
Tag i Livets Aftenstilhed
Takken for dit Hjærtes Mildhed.