Saa gyldent Stjærnerne blinked,
ved Vindvet jeg ensom stod;
et Posthorn klang fra det fjærne
hen over den strømmende Flod.
Mit Hjærte i Længsel brændte,
gennem Sindet det gik mig brat:
Ak, hvem der nu kunde rejse med
i den prægtige Sommernat!
Der vandred to Ungersvende
forbi under Bjærgets Hang,
og gennem den stille Aften
jeg hørte hvordan de sang:
om dybe, svimlende Slugter
med Skoves søvntunge Sus,
om Kilder, som gennem Kløfter
sig styrter i Løvets Brus.
Saa sang se om Marmorsøjler,
om Haver med Løn og Lind,
med skumrende, vildsomme Gange,
Paladser i Maaneskin,
hvor Jomfruer lytter til Toner,
der vaagner i Elverkrat,
og Bækkene dæmpet rinde
i den prægtige Sommernat.