Jeg kom fra de vejløse Vidder
med Lungerne mætte af Bjærgenes Luft.
Træt var min Fod af at træde
Højalpernes evige Sne.
Og langsomt mit Sind sig lukked
om al den blændende Vælde,
det stivnede Storhedsstille
mit undrende Øje fik se.
Men her var der godt at hvile;
i Kvælden det dufted af Urter små,
og tæt var Græsset og dugfaldsgrønt,
og alle Småruder blinked
og sagte Røgen sig ringled
mod Himlens perlende Blå.
Så favned Mulmet den Højfjeldsdal,
jeg strakte mig træt i det Bjælkeloftsrum;
mit Hoved lå trygt mod den kølige Pude,
og Vindvet stod åbent mod Tindernes Sne
og Floden strømmed derude.
Jeg hørte den koge i evigt Sus,
den samme i Vinter, i Høst, i Vår,
den samme nu som i fjærne År,
dens Syden døved min Pande.
Og Tankerne sløredes, Verden veg,
jeg gled imod Glemselens Strande.
Men rundtom de svimlende Bjærge stod,
en fyrstelig Vagt ved min ringe Fod.
Og Floden skummed og flød og flød —
dens Evighedssus i mit Hjærte lød.