Skin over Verden, du Stjærne hvid,
der lyste som Sol ved Nattetid,
da Østens Vise af Lande fo’r
for Sandhedens Vej at finde.
Strål frem så vide, du Stjærne mild,
der er så mangen, der vanker vild
og søger Sandhed i Øst og Vest
og flakker om som i Blinde.
Kling over Verden, du glade Sang,
som toned over Judæas Vang,
da Lyset tændtes i mørkest Nat
til ufødte Slægters Både.
Bryd atter frem gennem Mismods Sky,
du klare Sang om en Verden ny,
med Guld i Gemme og Fryd for Savn,
og Lys over Tidens Gåde.
Drøm over Verden, du fagre Fred,
der daled til Bethlehems Hyrder ned;
nu kimer alle de Klokker små
om Tidernes største Under,
om Frelsen, der kom fra Østerland,
om Fryd, der overgaar al Forstand —
drøm over Verden, du fagre Fred
med Bod for Hjærternes Vunder.