Højt på Bjærget under Laurers
dunkeltgrønne Tag,
for min Fod Toskanaslettens
stærke Linjedrag.
På mit Bord en bred Fiasco
og en Myrtegren;
Vinen lyner i mit Bæger
som en Ædelsten.
Solen stinger gjennem Løvet
som en Faun kan le,
spiller som glødhvide Mønter
over Dugens Sne.
Og fra stengrå Vingårdsmure
luer Rosers Pragt,
mens de knejsende Cypresser
står som Æresvagt.
Og Firenze lyser, stråler,
— Arnodalens Fe —
Marmordomen, Campanilen,
står som støbt i Sne.
— Hvor det flimrer, hvor det flammer
over Bjærgets Skrænt!
Gyldne Stund, for alle Tider
i mit Minde brændt.
Til din Pris, Toskana, stemmer
jeg min Mandolin,
og jeg løfter højt mit Bæger
med den dunkle Vin.