Lad det fly med de farende Vinde,
dette Sløvsindets blindfødte Kuld!
Lad os rense det ud af vort Hjærte,
hvad der voksed af Mismodets Muld!
Sæt en trodsende Tro mod den Kæren,
der gik frem af de trætnendes Hu!
Kan hænde en stridsrustet Vilje
faar raade sin Skæbne endnu!
Vist gryr en Nyskabelsens Morgen,
naar den største sin Vilje har sagt.
I en lykkelig Stund lad den mødes
med vor villende Menneskemagt!
Lad os vie vor Id til dens Ære,
vor Ildhu til Dagen, der gror;
at et Livsværk maa efter os skinne,
naar Hjærter er Jord under Jord!
Lad os stride med ærlige Hænder
fast krystet om Plov og om Sværd!
Lad os fylke de fromme, de stærke,
for Genrejsningens fribaarne Færd!
Over Blodsky’r gaar sejlende Svaner
i Sus mod vor hjemlige Strand —
End lyser Forjættelsens Himmel
i Sol over Fædrenes Land!