Atter bølger Dig om Sinde
unge Dages Glans,
O Muldens skarpe Ånde fylder
al din åbne Sans.
Nu er Tiden, der skal virkes
for den næste Høst;
Ploven frem, rens Rust af Stålet!
Morgenbålet
gryr i Øst.
Lad ej Trækkets Art dig tynge:
Okse eller Hest;
trods dit Spand kun tappert fremad
mod den stride Blæst.
Fik du vendt den næste Fure,
hurtigt mod den ny;
der skal piøjes mod et frodigt,
solskinsmodigt
Sommergry.
Sus af kridne Mågevinger
for dit Ansigt går.
Himmeldybets højblå Svimmel
om dit Hoved står;
Skum fra Havet saltner Kinden,
svider i dit Bryn,
mens dit Øje vagtsomt følger
Agrens Bølger,
Fjærnets Lyn.
Pløj, som pløjed Du en Verden
frem omkring din Fod,
mens imod din Fure strømmer
Evighedens Flod.
Tusind vågne Hjærter banker
i et fælles Kor,
banker trøst med Tro i Møde
gyldnest Grøde,
der har smykket Danmarks Jord.