Sten Sture
Efter Edv. Bäckström.
Efter Edv. Bäckström.
Hr. Sten, den unge Sture,
han kæmped ved Vädla Høj. —
Aa, dersom jeg ejed Vinger,
vel véd jeg, hvorhen jeg fløj!
„I ærlige Dalebønder,
slaa Skjolde og Hjælme sønder!
Os fælder ej Frygt — gaa paa!
Saa mangen jeg ser her i Skaren,
som første Gang gaar mod Faren;
men Ridderslag kan han faa!”
Hr. Sten, den tapre Sture,
holdt Slag ved Bränkyrka By.
Aa, dersom jeg ejed Vinger,
saa vilde didhen jeg fly:
„Her gælder det: Staa eller falde!
hvem bærer — fremmerst af alle —
vor Fane dens Hædersvej?”
Da traadte der frem, guldhaaret,
en Yngling, af Skæbnen kaaret,
og svarede: „Det gør jeg!”
Hr. Sten, den ædle Sture,
han faldt ved Aasunda Sø. —
Aa, dersom jeg ejed Vinger,
saa fløj jeg didhen at dø!
Der laa han slagen og saaret,
mens Sneen strøg ham om Haaret,
og saa imod Dødens Land:
„Hvi blegner I, Mænd, for Døden?
Frit Mod! Thi naar størst er Nøden,
vist finder nok Gud sin Mand!”