Sommernatten kommer uden Stjærner,
uden Skumring og Maaneskin;
fjærnt fra Tennsøen lyser hvide Tærner,
Forsens Brus luller Bygden ind.
Uden Skygger Skoven staar i Drømme blaa,
Rummet er forklaret, Jorden sølvergraa.
Aareskutan ser fra Højden ned,
straalende hvid i Sommernattens Fred.
Lette Taager svæver over Næsset,
Strømmen griber i Sivet fat;
Duggen væder jævnt og stændigt Græsset,
Birken hvisker i Stilheds Nat.
Tennsøen glider sagte, Norrlands Indalselv
styrter salig ned i Morgenrøden selv;
og paa Nøkkens Harpe under Klippens Hang
Tennforsen spiller Sommernatten lang.